Det skal være sjovt, udviklende og interessant at skyde med bue. Hos Frederiksberg Bueskydning tilbyder vi bueskydning med vægt på de mangfoldige muligheder, som den ædle buekunst åbner for uanset hvilket niveau, man befinder sig på. Bue og pil er et spændende redskab til at opnå ro, balance og lære at finde ind til sine styrker, hvad enten man dyrker bueskydningens meditative værdier, fornøjer sig med bueskydning på motionsplan, eller man søger spænding og udfordring i konkurrencemiljøet. Bueskydning hos os er for alle uanset køn, alder og fysik.

 

Vi ønsker at gøre en forskel

Frederiksberg Bueskydning ønsker at være en af Danmarks bedste bueskydningsforeninger - ikke nødvendigvis den største - men en af de bedste ud fra et mål om at skabe glade bueskytter med de mennskelige værdier i centrum. Vi bygger på vidensdeling og synergi, og vi har en fast tro på, at vi i foreningen udvikler en positiv ånd hos vores medlemmer, dygtige bueskytter og ikke mindst et stærkt interessefællesskab.